68. Pigen i Gudenåen

Rekonstruktionen af Sven Dalsgaards 'Pigen i Gudenåen'

I sin tid var 'Pigen i Gudenåen' en provokation for mange Randers-borgere. Hendes karakteristiske kvindeskikkelse blev opfattet som en hån mod byens piger. Dengang bragte det borgernes sind så meget i kog, at skulpturen blev udsat for vrede avisskriverier og til sidst hærværk og vandalisme. Det var en dyb skuffelse og en bitter erfaring for Sven Dalsgaard, der til sidst fjernede skulpturen og nedtonede sine markeringer i Randers i mange år derefter.

Med et stort engagementet fra lokale ildsjæle er hun blevet genskabt af elever fra erhvervsskolen Tradium. Rekonstruktionen blev foræret til Randers Kommune, da Randers fejrede 100-året for Sven Dalsgaards fødselsdag i 2014.

I gennem to år fra 2014 - 2016 boede 'Pigen i Gudenåen' på Paradisøen, imens en anden skulptur 'Gudenåkrukken' gennemgik en renovering. Siden krukken kom tilbage på sin sædvanlige plads, har der været arbejdet på at finde en fast placering til 'Pigen i Gudenåen'. Nu har Randers Kunstfond taget en beslutning - blandt andet på baggrund af forslag, der har været fremme i den offentlige debat.

På øen skuer 'Pigen i Gudenåen' nu ud over Gudenåen og Vorup Enge, mens byens trafikårer langs Tørvebryggen og Randers Bro leverer en daglig summen af effektive mennesker og sivene sammen med insekterne på den anden side leverer en stille naturlig susen.

Rekonstruktionen af 'Pigen i Gudenåen' er skænket til Randers Kommune af Tradium og Randers Tandhjulsfabrik. 

Podcast

'Skulpturen 'Pigen i Gudenåen' er genskabt og har fået sin faste plads midt i Danmarks eneste flod i Randers på Paradisøen mellem Randersbro og den Blå Bro.