
Pigen i Gudenåen // Rekon, Sven Dalsgaard
Rekonstruktionen af Sven Dalsgaards 'Pigen i Gudenåen'
Afsløret: 2014
Placering: Gudenåen ved Den Blå Bro
Materiale: Coated jern
Højde: 4,25 m
Skænket af: Tradium og Randers Tandhjulsfabrik
Skulpturen er en rekonstruktion af Sven Dalsgaards originale værk Pigen i Gudenåen, der blev rejst i 1952 som del af byens 650-års købstadsjubilæum. Skulpturens moderne formsprog vakte hed debat i Randers, og den blev vandaliseret af flere omgange. Til sidst valgte Sven Dalsgaard at tage den ned.
Historien vidner om, hvordan kunst i det offentlige rum og særligt moderne abstrakt kunst ofte har vakt folkelig modstand. Rekonstruktionen blev rejst på Paradisøen i 2014 i forbindelse med 100-året for Dalsgaards fødsel. I 2016 blev Pigen i Gudenåen rykket til den modsatte ende af Paradisøen, hvor hun
nu skuer ud over Vorup Enge.
I sin tid var 'Pigen i Gudenåen' en provokation for mange Randers-borgere. Hendes karakteristiske kvindeskikkelse blev opfattet som en hån mod byens piger. Dengang bragte det borgernes sind så meget i kog, at skulpturen blev udsat for vrede avisskriverier og til sidst hærværk og vandalisme. Det var en dyb skuffelse og en bitter erfaring for Sven Dalsgaard, der til sidst fjernede skulpturen og nedtonede sine markeringer i Randers i mange år derefter.
Med et stort engagementet fra lokale ildsjæle er hun blevet genskabt af elever fra erhvervsskolen Tradium. Rekonstruktionen blev foræret til Randers Kommune, da Randers fejrede 100-året for Sven Dalsgaards fødselsdag i 2014.
I gennem to år fra 2014 - 2016 boede 'Pigen i Gudenåen' på Paradisøen, imens en anden skulptur 'Gudenåkrukken' gennemgik en renovering. Siden krukken kom tilbage på sin sædvanlige plads, har der været arbejdet på at finde en fast placering til 'Pigen i Gudenåen'. Nu har Randers Kunstfond taget en beslutning - blandt andet på baggrund af forslag, der har været fremme i den offentlige debat.
På øen skuer 'Pigen i Gudenåen' nu ud over Gudenåen og Vorup Enge, mens byens trafikårer langs Tørvebryggen og Randers Bro leverer en daglig summen af effektive mennesker og sivene sammen med insekterne på den anden side leverer en stille naturlig susen.
Rekonstruktionen af 'Pigen i Gudenåen' er skænket til Randers Kommune af Tradium og Randers Tandhjulsfabrik.
The sculpture is a reconstruction of the original artwork of Sven Dalsgaard: The Girl in the Gudenå River
that was erected in 1952 to celebrate the 650 years anniversary of the town. The modern expression of
the form caused a lively debate, and the sculpture was vandalized several times. Finally, Sven Dalsgaard
removed the sculpture. This reflects how public opinion often arouse resistance against art in public
spaces, especially when it comes to modern, abstract art.

